Valravnen
Valravnen, Gyldendal, 2003
I skumringen på Dødningebakken møder den smukke jomfru Eline en mystisk og skræmmende ravn. Mødet bliver afgørende for Eline og for de, der er med hende, ikke mindst drengen Per. Alle bliver de spundet ind i et net af hemmeligheder og løfter, der ændrer deres tilværelse for altid.Valravnen er en roman om kærlighed. Den er skrevet med inspiration i en folkevise og foregår i en verden ikke ulig Danmark i 1400-tallet. Om ravnen hedder det i visen, at ”den skal have den onde lykke” og det er dette tilsyneladende selvmodsigende begreb, der udgør romanens omdrejningspunkt.
Jeg fandt frem folkevisen om Valravnen i en bog, jeg tilfældigt stødte på biblioteket. Den hedder Fabeldyr og sagnfolk, og det lød lige som noget for mig, synes jeg. I den stod der: ”Valravnen er en mand, der er blevet forvandlet til en ravn, og kun kan løses fra trolddommen, hvis han får lejlighed til at drikke et spædbarns (drengebarns) blod”! Adhr, tænkte jeg, hvor lækkert. Jeg vidste med det samme, at der var en historie i den figur.
Uddrag
”I det samme susede en mørk skygge lige hen over dem. Pers hest sprang op mod toppen af bakken, og han måtte klamre sig til manen for ikke at falde af.
”Hellige Marie, hvad var det?” gispede han.
Jomfru Eline lagde hovedet bagover og spejdede rundt. Hætten på hendes kappe gled ned, og vinden løftede det lange, krøllede hår. Per genvandt balancen og fumlede efter den ene stigbøjle.
“Eline? Per?” skingrede jomfru Johannes stemme så længere nede. “Pas på! Der er et genfærd efter os.”
Som for at bekræfte hendes ord strøg skyggen igen hen over deres hoveder og fik dem til at dukke sig. Per skyndte sig at sidde af, mens den brune hoppe gungrede forbi ham og forsvandt ned mod skoven.
“Det er bare en fugl, Johanne,” råbte jomfru Eline uden at tage sig af sin småstejlende hest. ”Hvor er du? Skal jeg komme ned til dig?”
En tredje gang fløj det vingede væsen tæt forbi, og Per fik nok at gøre med at få vallakken til at stå stille. Så lød der tunge vingeslag, og fuglen slog sig ned på den gamle mur længst væk fra dem. Jomfru Eline snappede efter vejret. Per greb efter kniven i sit bælte og gjorde front mod den.
Det var en ravn. Mindst tre gange stå stor som nogen almindelig ravn. De sidste rester af dagslys gjorde det endnu muligt at skelne det øverste næbs krumning, de blåsorte, brusende fjer ved halsen og de enorme kløer.
Jomfru Eline red hen til ham og sprang også af. Fra sin plads på muren iagttog ravnen dem nøje, næbbet, skinnende og langt som klingen på hans våben, pegede lige mod pigen. Uden at tage øjnene fra ravnen rakte hun Per sine tøjler.”
