Sølvblomst
Sølvblomst, Gyldendal, 2002
Jonas og hans bedste ven Simon har en hemmelig hule i fru Kvists have. En dag er Jonas alene i hulen og ser den gamle dame bliver kørt væk i en ambulance. Hun kommer ikke tilbage igen. Men det virker, som om der stadig er nogen i det tomme, aflåste hus …Sølvbomst handler om venskab og forandring. Planter, blomster og træer spiller også en vigtig rolle. Romanen er en fantastisk fortælling, der foregår i et helt almindeligt villakvarter.
I Sølvblomst trækker jeg på lidt af den samme idé, som jeg bruger i Heksehuset: Den forbudte have, som ligger forvokset og øde hen. Der var sådan en forbudt have i nærheden af der, hvor jeg voksede op, og selvfølgelig var det stedet, hvor kvarterets unger bare måtte snige sig ind af og til. Til denne roman lavede jeg for første gang sådan rigtig research, f.eks. var der nogle ting omkring fodbold, som jeg lige måtte sætte mig ind i, fordi Jonas’ ven Simon er vild med fodbold. Jeg ’interviewede’ også nogle skoleelever om, hvad de lavede i deres frikvarterer og brugte det i bogen.
Til min store glæde oplever jeg, at Sølvblomst er en bog, der er populær på mange skoler. Jeg får breve og mails fra klasser, der har læst den og været glade for den. Se f.eks. dette link her. Det er en hjemmeside lavet af en 5. klasse på Skt. Hans skole i Odense. Her kan man se forskellige gruppers arbejde. De har bl.a. lavet en fin lille dukkefilm med udgangspunkt i en dialog fra Sølvblomst.
Uddrag
”Der et eller andet galt. Træerne har altid virket som venlige, gamle venner, der bød Simon og mig velkommen. Nu hvisker det i trækronerne, selvom det er vindstille i dag.
Jeg er lige ved at vende om, men skridt for skridt nærmer jeg mig alligevel huset. Det ligger badet i eftermiddagssolen, og allerede på afstand kan jeg se planterne derinde. De lader til at være rykket tættere på vinduerne. Store, fligede blade presser sig op mod ruderne. Det ligner næsten en skov af hænder, der banker mod glasset og prøver at slippe ud.
Hurtigt regner jeg efter i hovedet: det er mindst fire dage siden, nogen har vandet dem. De må være ved at dø af tørst. Heksen er væk for altid, og ingen har tænkt på hendes planter.
Mine fødder har helt af sig selv bragt mig op til huset. Selvom jeg ved det er fjollet, prøver jeg endnu engang at åbne døren ind til havestuen. Den er stadig låst. Jeg lægger panden mod det varme glas og løfter hænderne for at skygge for solen. Stengulvet derinde flyder med slatne stængler og blade. Fra snorene oppe langs loftet hænger slyngplanterne slapt ned. Solen brænder ned på glastaget. Snart vil det være for sent at redde noget derinde.
”Stakkels blomster,” mumler jeg. ”Jeg ville ønske, jeg kunne hjælpe jer.”
I det samme hører jeg en skrabende lyd nede fra låsen, og døren giver efter for min vægt.”
