Den Sorte Safir - Den Mørke Vej
I bind to af serien om Den Sorte Safir følger Aramiel efter Sif ud i ørkenen optændt af tanken om både at få hævn over hende og samtidig være den, der i sidste ende står med den uvurderlige safir i hånden. Mødet med völarerne og tilværelsen som beduin ændrer dog for evigt hans syn på mange ting.
Uddrag
Min kære læser
De døde stinker. Måske ved du allerede dette, men jeg havde aldrig før indåndet den sure lugt af et lig efterladt under en brændende sol. Det var modbydeligt. Alligevel stod jeg bare og knugede tømmen til min kamel mellem hænderne og kunne ikke lade være med at stirre.
Manden på jorden foran mig havde vist ikke været død særlig længe. På trods af det summede fluerne i skyer omkring ham, og ådselsfuglene svævede utålmodigt rundt over mit hoved. De ventede bare på, at jeg skulle forsvinde igen, så de kunne komme tilbage til deres måltid.
Den døde havde mørkt skæg og bar røvernes sorte turban. Hans tøj var forrevet, og henover den ene kind løb tre lange sår. De så ud, som om de var lavet af en pote med kløer. De sår havde nu ikke dræbt ham: En eller anden havde skåret hans hals over. En sø af størknet blod dækkede jorden omkring ham.
Endelig lykkedes det mig at løfte blikket fra den døde. Solen var på vej nedover og fik hver sten, busk og træ i det tørre landskab til at kaste skygge. Jeg stod på vejen til byen Oumdamar, porten til ørkenen. Rundt omkring manden var der spor af både fødder og hestehove oven i hinanden. En gruppe heste havde tydeligvis forladt vejen for at ride sydover.
Læserkommentarer
“Jeg synes, den var fantastisk, og jeg elskede at læse den.” Jacob, 3. klasse
